Revideret udgave af artikel bragt i Opdag Verden April 2011.

Vi har gået i ørkenen i 1 1/2 dag da vi får den den første påmindelse om at dette her foretagende godt kan gå galt. Vi, er min daværende kæreste Rosella og jeg der har givet os i kast med den 4300 km lange Pacific Crest Trail der går fra Mexico i syd til Canada i nord. Vi har kort forinden drukket det sidste vand, da vi kan se i guidebogen at vi kan tanke op i Hauser Creek. Men der er ikke en dråbe vand i Hauser Creek. Heden er intens her i ørkenen, og alvoren går langsomt op for os. Det bliver rigtig hårdt for os at nå frem til Lake Moreno hvor der helt sikkert vil være vand.  

Langsomt bevæger vi os op ad bjergskråningen, temperaturen nærmer sig 40 grader og vi kan knap nok tale sammen på grund af tørsten, da vi runder et lille klippefremspring finder vi en efterladt rygsæk,, og ved nærmere eftersyn også ejerens pas, penge og kamera. Vi er siden starten flere gange løbet på Border Patrol der har opfordret os til at være forsigtige, i forhold til de mange illegale grænseoverløbere i området,  ret sikre på at der må være tale om en forbrydelse signalerer vi til en Border Patrol helikopter som lander lidt længere fremme.Jeg forklarer situationen til piloten, med den smule stemme jeg har tilbage på grund af dehydreringen. Ham har vi evakueret og fløjet  på hospitalet i Moreno hvor de er i gang med at pumpe vand i ham "he´ll make it" endnu en hiker der tror de kan gå gennem ørkene uden vand! og hvordan er det egentlig du lyder spørger piloten mig. Jeg krymper mig lidt og væver noget sammen om flyveturen, aircondicion og ondt i halsen. "Do you have deserts in Denmark?" afbryder han noget hvast, jeg har ikke tænkt mig at fremstå som komplet idiot og svarer "sort of" og tænker på Råbjerg Mile, men må indrømme at vi faktisk også er kørt tør for vand. Det her er forbandet farligt, og folk dør i denne forbandede ørken som fluer, nu henter jeg 2 liter vand i helikopteren til jer, og så må i ta´ jer sammen, hvis i har tænkt at overleve denne tur. Jeg takker for vandet og trasker slukøret videre af stien, der er sgu ikke meget Crokodil Dundee over den her start, hvis man er ved at dø efter 30 kilometer og har tænkt sig at gå 4300.

Det var et wake up call der virkelig fik os til at tænke os om, de første 500 km af PCT er ørken og semiørken man går faktisk igennem Anza-Borrego og Mojave ørkenerne før man rammer Sierra Bjergene hvor der er vand nok. Men som det er med al anstrengelse er det sliddet værd vi blev på det nærmeste suget ind i ørkenen hvor tid,stilhed,de særprægede landskaber og en stjernehimmel der ikke kan beskrives blev vore verden for en kort stund, men et minde der altid vil være der.  Alt liv herude, inklusive vores egne, er et spørgsmål om at strække ressourcerne til det yderste og være yderst påpasselig. Én fejl herude og det hele kan være forbi.

The Sierras.

Ankomsten til Kennedy Medows betyder at ørkenen er lagt bag os og bjergene venter forude. Vi venter i Kennedy Medows på at National Park Service erklærer at sneen er smeltet så meget at det er muligt at passere de højeste pas. Vi må heldigvis vente her nogle dage. Kennedy Medows består af en snes huse og én landhandel, der imidlertid fungerer som resturant, posthus, genbrugsbutik mm. Det er et såkaldt "hotspot" for PCT hikere. Stedet er et slags Christiania for voksne, alle hjælper alle og der er en dejlig stemning på stedet, teltet slåes op i baghaven til butikken, og så kan man hygge her, med mad, brusebad og andre uvante luksusforteelser indtil man bevæger sig op i bjergene.Mange anser The Sierras som turens højdepunkt, og det er en stor oplevelse at gå gennem Siquia, Kings Canyoen, Yousemite og andre Nationalparker der ikke rummer det mindste spor af menneskelig aktivitet, her har landskabet ligget uberørt siden tidernes morgen, det er en fantastisk oplevelse, at man bare kan slå sit telt op hvor man vil ,drikke vandet af de rislende vandløb og bare være. men man skal stadig være på vagt her i paradis.

Hawkeye slapper af i sit hjemmelavede telt.

Flere steder skal vi passere usikre snefaner med rivende smeltevandsfloder under, vejret kan skifte på få minutter, og folk forsvinder hvert år i Sierra bjergene da stierne er svære at finde efter de har været begravet i sne vinteren over. Vi slår altid lejr tæt på vandet da det er helt hypnotisk at falde i søvn til lyden, som regel for man besøg af en Marmot der hvis man er uopmærksom hurtigt kan gøre et indhug i ens proviant. Man er også tæt på dyrene der ikke er særligt sky i Nationalparkerne. Jeg beslutter mig for at lave en lille afstikker fra trailen for at komme op på USA højeste bjerg Mt. Whitney ( 4.421 m.) På vej op støder jeg ind i Jerry fra Texas der svedende og stønnende kæmper sig opad, iført cowboyhat og 4 liters vanddunk på ryggen han er startet fra P-pladsen et par timer længere nede, jeg overhaler ham med mine + 25 kilo på ryggen. Vi havde følgende ordveksling  " Damm har du gået med den ting helt fra P pladsen ? nej fra Mexico faktisk "Damm men du vil op på toppen ? ja  og videre til Canada "Damm så er du en af de PCT hikere ?"  ja!  "Damm så må jeg ha et damm billede af dig og  mig." Jerry rigget til med selvudløser og stativ., han studerer resultatet." Damm god picture, good luck." Damm long way to Canada siger jeg og ønsker ham god tur tilbage til p-pladsen..

Turen ændrer sig

Rosella har den sidste tid døjet med en skinnebensbetændelse og vi bliver nødt til at tale med en læge i Bishoff, der desværre må meddele at den eneste behandling er at holde benet i ro en måned, så desværre slutter turen her for hende, vi havde hjemmefra diskuteret muligheden af at en af os måtte give op, sandsynligheden er rimelig stor da kun omkring 30% af dem der starter fuldfører turen. Så Rosella flyver hjem og jeg fortsætter turen alene.

Jeg er derfor ude at købe nyt udstyr, vores fælles ting er til 2 personer og alt handler om at holde vægten, nede et kilo fra eller til kan være strået der knækker Kamelens ryg. Jeg har ca. 3000 km foran mig jeg skal gå alene, så jeg får da rig lejlighed til at afprøve J. P. Satres udsagn at "hvis du ikke trives når du er alene, er det fordi du er i dårligt selvskab" Forskellen på at være en og to er mærkbar, man komme mere i kontakt med andre når man er alene, og disse stier befærdes af en broget forsamling af folk, jeg kom til at gå med en udstødt mormon, en fængselsbetjent der havde arbejdet på dødsgangene i nogle af USA hårdeste fængsler, en pilot fra Vietnamkrigen, en finansmand på 2.12 m hvis liv var lagt i ruiner af finanskrisen, men som brugt sine sidste penge på en rygsæk og et telt. Så samtidig med man får en unik naturoplevelse får man også et kig ind i helt andre verdener, der kan vendes og drejes over bålene om aftenen. Så turen har bestemt ændret karakter, vi er blevet meget færrer på stierne efterhånden som folk falder fra,nogle gange går jeg i dagevis alene andre gange slår jeg følge med nogle en dag eller to.

Forfulgt af en Sortbjørn.

Jeg har i nogle dage gået sammen med Hawkeye (en hardcore hiker og pensioneret fængselsbetjent)  vi er på vej igennem Lassen Nationalpark i det nordlige Californien da vi støder på en sortbjørn, jeg har efterhånden set en del bjørne, som reglen bagenden af dem når de styrter afsted i panik over at have set et menneske, men denne bjørn er ikke det mindste skræmt, nærmere nysgerrig og den slår følge med os resten af dagen, den holder sig 50 -100 meter fra os men bliver ved med at være i nærheden. Hånden på hjertet er jeg ikke helt tryg ved situationen da vi skal til at slå lejr for natten. Jeg har efterhånden udviklet et noget nonchalant forhold til bjørne og er efterhånden begyndt at betragte dem som nogle store hunde (hvilket de genetisk set også er) jeg sover med min mad i teltet som 90% af alle hikere gør, risikoen for at blive angrebet af en bjørn er mikroskopisk, men det forekommer dog. Den her bjørn bryder jeg mig overhovedet ikke om, og i takt med at mørket falder på stige min forestillingsevne om hvad natte evt. kunne byde på. "Vores odds er ikke særligt gode hvis den er i dårligt humør", konstanterer Hawkeye fra teltet ved siden af, "eneste formidlende omstændighed er at de spiser hovedet først, sov godt" kort tid efter kan jeg høre Hawkeye snorke dybt. Bjørnen snuser omkring hele natten og rører sågar mit telt et par gange. Den nat lukker jeg ikke et øje.