Galleri

Jeg startede turen med at køre fra Montevideo langs med La Plata deltaet og senere Rio Uruguay, der danner grænsen mellem Argentina og Uruguay, her findes en række små perler af byer, der ofte besøges af turister der har fået nok af larmen og smogen i Buenos Aires på den anden side. Herfra skar jeg tværs over landet og kørte ind i Brasilien ved Artigas. Det blev til meget cyklen på iøvrigt udmærkede grusveje og et uforglemmeligt møde med folkene der bebor indlandet, Jeg overnattede stort set hos private eller på deres marker al den tid jeg var i landet, gæstfriheden var helt unik, og jeg kom til at holde ufatteligt meget af landet og dets ydmyge, hjælpsomme og meget humoristiske befolkning.Helt i tråd med landets præsident Jose Mujica der donerede 90 % af sin præsident gage til velgørendehed og beholdt sin WV boble fra 1987 da han blev præsident.Så for lidt feel good gå på Youtube og skriv The Poorest President og bliv en hel del klogere på livet. Ind imellem ligner landet faktisk Danmark  med bakket landbrugsland og køer på græs (året rund) også godt at være ko her. Det var faktisk med vemod jeg trillede over grænsen til Brasilien. Som cykelland er det perfekt ikke meget trafik, gode strande og mad, gæstfri befolkning og et progressivt politisk system, alle skolebørn har som det første sted i verden fået en PC, der er fri hash, og homeseksuelle kan blive viet. Ikke hverdagskost i et katolsk land.

Jeg er faktisk i Brasilien 2 gange på turen, første gang da jeg kører fra Uruguay over et lille hjørne af landet for at komme til Argentina, og igen ved vandfaldene Iguazu hvor man er nødt til at køre nogle få km. i Brasilien for at komme videre til Paraguay. Alligevel bød det på et par sjove oplevelser, første dag i Brasilien kørte jeg i 46,9 (se billede) graders varme på randen af solstik på en nyanlagt vej, hvor den lokale ådselæder Cara-Caren kigge ned på mig fra alle elmasterne for at holde øje med hvornår jeg var mør nok. Sidst på eftermiddagen kom der et voldsomt regnskyl og jeg spurgte nogle soldater hvor man kunne finde et hotel her i nærheden, efter noget palaver dukkede en officer op og meddelte at jeg kunne overnatte på deres militærbase, han kommanderede nogle menige til at læsse min cykel på en lastvogn og beordrede mig ind i jeepen. I portvagten skulle jeg aflevere mit camera og så blev jeg installeret i et officersværelse med eget bad og toilet og gratis spisekort til kantinen. Så jeg var helt overstadig da jeg næste dag kørte videre mod Argentina. Sidst på dagen blev jeg overhalet af en flok motorcyklister, som imidlertid gjorde holdt lidt længere fremme. Oh shit tænkte jeg hvad nu! De ville såmænd bare invitere mig til fest i deres lokale MC klub, nu er det lidt svært at afslå en "invitation" fra folk på deres størrelse, så jeg takkede Ja og endte med at have en fantastisk aften igen med gratis mad, drikke,musik og hvad der ellers hører til en ordentlig fest.